Kølkær/Fasterholt S.G.I. historie

Foreningens historie startede tilbage i 1901 og den kan efter mange forandringer og navneændringer holde 100 års jubilæum i 2001.

Det startede med en skytte- og gymnastikforening der blev kaldt Søby Skyttekreds, hvor skytterne startede på en bane på Peter Kristensens Ejendom i Kølkær, hvor man den skød henover vejen, senere flyttede man til Dyvelbakkerne på Anton Serups Ejendom. Gymnastikken startede under primitive forhold i laderne på Kølkærgård og Kølkær Mølle. Den første gymnastikopvisning fandt sted på Kølkærgård i 1906 men allerede efter få år kunne man rykke ind på det nybyggede forsamlings- og gymnastikhus ved Kølkær skole.

I 1909 startede Kølkær Boldklub med Fodbold ,hvor man spillede på en almindelig græsmark med agerfurer og kokasser. Man deltog ikke i turneringer, men man indbød naboklubber til nåle- eller pladekampe og når det gik højt udsatte man en pokal.

I 1933 blev Gymnastikforeningen og Kølkær Boldklub slået sammen til en klub hvor man dyrkede Gymnastik, Fodbold, Håndbold og Idræt, klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Samme år flyttede man fodboldbanerne til Søby for at få Fasterholt med og man fik skabt et stærkt fodboldhold,der kun tabte en fodboldkamp den sommer.

Under 2 verdenskrig opstod der gnidninger mellem gymnastikken og boldspillerne og foreningen omdannedes således,at hver idrætsgren fik sin egen bestyrelse og der blev valgt en fællesformand - Lærer P.Lauridsen, Voulund i 1941. Samme år begyndte man at planlægge et stadion ved Kølkær Skole. Rind Kommune lagde grund og materialer til rådighed og foreningens medlemmer skulle selv udføre alt arbejdet. Dette tog tid,men i august 1946 kunne foreningen åbne stadion som rummede opvisningsbane, træningsbane, håndboldbane og løbebaner samt et nydeligt lille klubhus ? alt sammen omkranset af en fin læplantning som kunne gøre opholdet på stadion hyggeligt og behageligt.

Dette fortsatte indtil 1962,hvor skytterne blev optaget i foreningen og endelig blev foreningen i 1966/67 sammenlagt med Fasterholt idrætsforening og foreningen fik sit nuværende navn Kølkær/Fasterholt S.G.I. og der er siden dyrket følgende idrætter i foreningen - Skydning, Gymnastik, Fodbold, Håndbold, Badminton og Volleyball.

I 1984 blev Kølkær Idrætscenter indviet med skydebaner og derefter var idrætten samlet under det samme tag med et stort grønt område omkring sig ,hvor der på den anden side af bækken ligger det gamle stadion fra 1946. Centret blev udvidet i 1994 til en hel hal.

Siden midten af 60`erne har foreningen afholdt sports- og byfest i uge 23 - i starten på skolen, men siden 1984 har den været afholdt ved Kølkær Idrætscenter,hvor byens og omegnens borgere sørger for at festliggøre ugen.

Medlemstallet i foreningen har i de sidste 20 år svinget mellem 350 og 450 medlemmer og foreningen i dag er en velfungerende forening med pt. 7 afdelinger med hver sin bestyrelse, som fungerer uafhængig af hinanden og en hovedbestyrelse, som består af 1 medlem fra hver afdeling og en fællesformand, en næstformand og en hovedkasserer, som tager sig af kontakten til offentlige myndigheder, byfesten og andre ting som hovedbestyrelsen beslutter.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Kølkær-Fasterholt SGI | Kølkær Idræts- og Kulturcenter | Søbysøvej 7C - 7400 Herning | CVR nr. 32 41 26 10